New Jungle Orchestra har igennem årene har haft mange fantastiske gæste-solister med på Nytårskoncerten, som altid ligger d.30.december.
Lige fra John Tchicai, Povl Dissing, Gitte Hænning, Palle Mikkelborg til Josefine Cronholm, Bent Clausen, Rasmus Lyberth, Sinne Eg, Lelo Nika, Aviaja Lumholt, Søren Rislund, Christina von Bülow og mange flere.
I år glæder vi os meget til at spille med den karismatiske sangerinde og violinist Mathilde Bondo! Mathilde er kendt fra Duoen Lasse & Mathilde, og Pierre spillede bas på deres første LP på CBS i 1977. Siden da har deres veje ofte krydsedes - i gennem Jungleorkestrets snart 45-årige og Lasse og Mathildes snart 50-årige liv i musikken. NU skal de mødes igen - på scenen.
Lasse og Mathilde er blevet ikoner, og har spillet siden 1975 i alle mulige sammenhænge. Fra store festivaler til små klubber og foreninger, opvarmning for Bob Dylan / Santana i Parken, "Gi' en hånd til Afrika" samme sted og ikke mindst Midtfyns Festival, som de var med til at starte. I foråret 2025 kan de fejre deres 50 år i musikken med en jubilæums koncert.
New Jungle Orchestra er i absolut topform og vi glæder os til at spille sammen med Mathilde Bondo - en gammel ven af orkesteret. Publikum kan glæde sig til at opleve den karismatiske sangerinde og violinist kaste sig ind i Jungleuniverset - og Jungleorkestret tage et hovedspring ind i Mathildes bagkatalog. Koncerten byder på en blanding af Mathildes egne sange, nye sange bearbejdet til lejligheden - og selvfølgelig NJO classic og spritnye Jungle-numre, som også udkommer på CD til foråret.
Gæste-solist: Mathilde Bondo, vok og violin
Pierre Dørge dirigent og guitar
Gunnar Halle trompet
Jakob Mygind saxer
Anders Banke klarinetter og saxer
Kenneth Agerholm trombone
Irene Becker piano
Thommy Andersson bas
Ayi Solomon perkussion
Martin Andersen trommer
Dørene åbnes 19:30
Koncerten er støttet af Statens Kunstfond