
Visens Venner Furesø indbyder til sæsonens første viseaften og har den store fornøjelse at kunne præsentere modtageren af Viseprisen 2026, Dorte Birch som aftenens hovedkraft sammen med sin enestående akkompagnatør Helle Juul Sørensen ved klaveret.
Årets visepris, der blev uddelt under musikfestivalen "Musik over Præstø fjord", blev tildelt Dorte Birch for hendes mangeårige, ihærdige indsats for visen som begreb, både som udøvende sanger med debut som teenager, og siden også og ikke mindst som administrativ og idemæssig frontfigur, lokalformand i Visens Venner Kalundborg 1988-2004 og landsformand i Visens Venner Danmark 2013-2021.
Udover Dorte Birchs medvirken byder aftenen på fællessange og supplerende indslag fra Visens Venner Furesøs egne medlemmer.
Aftenen indledes med fællesspisning med medbragt mad og service kl. 18.15. Det musikalske program starter kl. 19.15 med lodtrækning på pladsbilletten om en flaske vin.
Alle er velkomne til en fornøjelig viseaften sammen med en masse sangglade mennesker. Entreprisen inkluderer kaffe/te med småkager.
Pladser reserveres hos Annet Laursen Skjelsager på tlf. 44 95 05 55 (fastnet) eller mail: silke-annet@silke-annet.dk
